Kroatien

Hej. Imens jeg skriver dette, er vi kommet godt hjem, og jeg er blevet genforenet med mine små piger. Jeg har savnet dem helt vildt meget. Jeg glæder mig også til at se jer, der har læst med på dette eventyr, snart igen.
I dag var vores rejsedag, så vi lavede ikke meget andet end at køre i bus, vente, flyve, vente og køre i bil. Vores dag startede klokken kvart i 9 om morgenen, hvor vi forlod vores hotel og kørte til Split. Køreturen var virkelig smukt - vi beundrede Kroatiens utrolige klipper og dale og floder en sidste gang. Lufthavnen var en af de mindste lufthavne, vi nogensinde har været i. Alle sad i det samme lille rum - der var propfyldt med mennesker, og der var en masse støj. Der var ikke rigtig noget, man kunne spise som veganer, så jeg fik ikke nogen frokost og sagde til mig selv, at jeg bare måtte holde ud, indtil vi var kommet til Københavns lufthavn, hvor jeg ved, at der er masser af muligheder. Flyveturen var ret ulidelig. Ikke nok med at jeg havde ondt i maven både efter hotellets morgenmad og min voksende sult, så var flyet forsinket med en time. Vi fløj først lidt over 2 og landede i København klokken halv 5. På det tidspunkt var jeg helt smadret. Jeg fik en curry fra Retreat og følte mig straks bedre tilpas, men så måtte vi vente på vores kufferter i en absurd lang tid. Der gik over en time, før vi fik dem, og så skulle vi finde en bus for at køre ud til vores bil. Vi endte med først at være hjemme i vores hjem klokken 20 minutter i 7.
Resten af familien tog hen til mormor og morfar for at spise flæskesteg, men jeg er stadig meget træt og ser frem til at bruge noget tid for mig selv med min egen langt bedre mad. Lige nu kan jeg lytte til pigerne gnaske på noget skvadderkål, og jeg ved allerede, at jeg kommer til at sove godt i nat.
Tak, fordi I fulgte med, og vi ses på vores næste eventyr.

En HVID TIGER sommerfugl + det dummeste, Ruben nogensinde har gjort...

Hej Jeg håber, at overskriften har fanget din interesse, for i dag var endnu en kedelig dag - set bort fra Rubens fail. om formiddagen gik vi ned til havet igen for at bade. Vandet var koldt, men det var ikke så slemt. Jeg flød, fordi saltvand er det eneste, jeg kan flyde i. Ruben er så dårlig til at flyde, at han ikke engang kan i havet. Vi så selvfølgelig også flere fisk. Imens vi svømmede, spottede jeg nogle solbriller på havbunden, som Ruben hentede. Senere tog vi afleverede vi dem i receptionen, sikkert dens ejer sikkert har opgivet at finde dem.
Et stykke tid efter vi var kommet op af vandet, skete det... Ruben sad på sin liggestol og slappede af, da det gik op for ham, at han havde SVØMMET MED SIN MOBILTELEFON I SIN LOMME. Jeg lyver ikke. Hans telefon, med cover på og kreditkort i, havde ligget heldigvis tungt og godt i hans lomme, imens han havde dykket rundt i saltvand, i mindst 20 minutter.
Låseskærmen lyste op, da han trykkede på den, men mor bad ham om ikke at tænde den. Da vi kom op på værelset, begyndte mor at læse om, hvad de skulle gøre for at redde den, og så gik de til aktion. Ruben har ikke måtte bruge sin telefon hele dagen, han må selvfølgelig heller ikke oplade den, og han har vist ikke været helt tilfreds.
Inden aftensmad gik vi en en kort tur.
Der vokser masser af lavendel ved hotellet, og da vi kom forbi et bed, fik jeg straks mit kamera frem. Det vrimlede med brombasser, men da jeg skulle til at begynde at tage billeder af dem, opdagede jeg den smukkeste sommerfugl, jeg nogensinde har set. Jeg aner ikke, hvad den hedder, men det burde være hvid tiger sommerfugl Den så så elegant ud med sine sorte striber, hvide krop og yndefulde vingeslag, og jeg fangede det smukkeste billede af den:

Da vi kom tilbage, spillede vi Meyer og kort et stykke tid. Jeg vandt både en gang i Meyer og røvhul.
Mor prøvede også at gætte Rubens og mit kort, ligesom illusionisten havde gjort i går, ved at spørge spørgsmål og kigge på vores kropssprog for at finde ud af, hvad for et kort, vi havde. Hun gættede Rubens kort to gange, fordi hans øjne åbenbart røber alt. Hun kunne ikke gætte mit. Ikke engang hvad farve, det havde. Det var gallaaften i aften, hvilket ikke betød andet end der var mange flere kager end normalt (normalt er der allerede bugner af dem). Maden var stadig lige så dårlig. Jeg er virkelig klar til ikke at skulle spise her længere. Nu er det vores aller aller sidste aften på hotellet, og jeg sidder og skriver alene på mors og mit værelse. Jeg er meget træt. I morgen skal vi afsted allerede klokken 8 et eller andet tror jeg. Det bliver en lang dag, men jeg skal nok også skrive om vores hjemrejse. Jeg glæder mig til at se jer og mine små piger igen snart.Vi ses.

2019-07-04

Hej. Jeg skriver den næste morgen, fordi jeg ikke havde tid i går aftes. Der skete ikke særlig meget hele dagen, og jeg fik ikke taget nogen billeder, så det bliver et kort indlæg. Far og jeg startede med at gå en kort morgentur langs stranden. Solen var ikke stået op over bjergene endnu, så der var skygge, og temperaturen var dejligt behagelig. Vi gik bare og passede os selv, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på en slange. Ikke bare en lille en, men en virkelig lang og tynd rød slange, der med det samme, vi kom gående, begyndte at sno sig ind i et hul i klippevæggen. Jeg fik et kæmpe chok og hoppede op i luften og sagde "Oh my God!", hvilket fik far til også at hoppe. Det er første gang, jeg nogensinde har set en slange i virkeligheden - men det er sandt, at de ikke bare angriber en. De flygter ligesom ethvert andet vildt dyr ville gøre først. Da vi gik tilbage, så vi den igen, og jeg blev lige så forskrækket som færste gang, haha. Efter vores gåtur spiste vi morgenmad, og så gik vi ned til havet for at bade. Vandet var ikke lige så koldt i dag. Vi svømmede og så på flere fisk, og bagefter sad vi lidt i skyggen og nød udsigten og varmen. Resten af eftermiddagen lavede vi ikke rigtig noget. Jeg slappede af med min iPhone. På et tidspunkt tog de andre en dukkert i poolen. Jeg gik med, men jeg blev bare ved en liggestol, fordi jeg ikke havde lyst til at bade. Om aften kom der en illusionist for at underholde os. Han var franskmand, så han snakkede lidt sjovt engelsk. Showet var både lidt godt... og lidt dårligt. Nogle gange var det lidt kedeligt. Men han var meget fingernem og viste os, hvordan han kunne få et kort til at "forsvinde". Det var bare ham, der lynhurtigt flyttede det rundt i hånden. Men mor blev faktisk udvalgt til at være med i showet. Han skulle læse hendes tanker, og hun skulle tegne noget, hun gerne ville på et stykke papir. Hun tegnede en flyvemaskine for "rejse". Der var også to andre personer, der havde tegnet noget. Så skulle illusionisten gætte hvad, hun havde tegnet, og han gættede faktisk rigtigt, men han må have set på kortene. Mor bemærkede, at der var to streger på hendes, så der var sikkert et andet antal på de andres. Han tegnede nemlig forkert på en af de andres kort. Hun ville gerne til at træne mere, og han troede, at hun havde tegnet en fest. FAIL! Det var sådan set det for i går. Jeg tror heller ikke i dag bliver særlig begivenhedsrig. Jeg håber, I har det godt, og vi ses snart derhjemme. Vi ses i morgen. 2019-07-04

Gåtur til Igrane og PARASAILING?!

Hej. Jeg vækkede mor klokken kvart over otte i dag for at begynde dagen. Far ville gerne spise morgenmad. Han havde sendt mig en masse mad-emojier. Vi øver os i at kommunikere kun ved brug af emojis. Min morgenmad var den samme, som jeg har spist flere gange, da der ikke er særlig mange valgmuligheder: Müsli med mandelmælk.

Efter morgenmad gjorde vi os klar til at gå til Igrane, den lille by i nærheden. De er i gang med at ligge nyt asfalt her i området, så det stank. Vi gik ned af en glohed vej med solen lige i ryggen, og det var varmt. Virkelig, virkelig varmt. Det tog en time at gå, selvom der kun var ca. 2,5 km, men i det mindste fandt jeg en masse smukke blomster at tage billeder af. Jeg fandt flere hortensia, som jeg selvfølgelig blev nødt til at tage billeder af igen.

Vi kom også forbi brombær. Vi har ellers ikke set eller fået bær her på ferien, så mor stjal nogle af disse, men jeg fik et surt et. Jeg glæder mig til at få danske bær igen, når vi kommer hjem.

Og så kom vi til en masse lavendler, hvor en smuk sommerfugl fløj kredsede omkring, og jeg fangede et virkelig drømmende øjeblik.

Jeg var i bedre humør på vej hjem og tog flere billeder af byen og blomster og et af mor og far.

Efter vores siesta prøvede vi noget, vi aldrig kunne have forestillet os... Jeg havde i hvert fald ALDRIG drømt om, at vi skulle prøve parasailing her på ferien. Man sejler ud på vandet og bliver blæst op med en faldskærm, og så hænger man der under den med sin sele på, over 250 m over havets overflade. Ruben var helt vild for at prøve det, men det mest overraskende var, at både jeg og MOR gik med.
Far fik endda lov til at sejle med i båden. Det var overraskende nemt at blive blæst op, det gik stille og roligt. Men hold op, hvor var der langt ned. Jeg fik det helt dårligt. Lige så snart vi var helt oppe, tænkte jeg: Kan vi så komme ned nu? Jeg blev nødt til at distrahere mig selv fra tanker om, at snoren (den var så tynd!) ville knække, og vi ville falde ned i vandet, og så ville vi helt sikkert dø, IKKE?! Jeg kunne slet ikke nyde udsigten. Eller kun lidt. Ruben havde GoPro-kameraet med og så ud til at nyde det i fulde drag. Mor var også nervøs, ligesom mig, men hun havde det ellers fint... indtil vi skulle ned igen. Det var meget blæsende, og den lille speedbåd kæmpede sig frem i bølgerne. Far fortalte os, da vi var kommet ned igen, at den havde lagt sig helt på siden i at sving, og han måtte klamre sig fast - men han kiggede på manden, der styrede båden, og han var helt cool som en cucumber. Mor var ikke cool. Hun blev syg og bedte Ruben og jeg om at snakke om noget for at distrahere hende fra det, der var på vej... Ruben begyndte at snakke om vores morgenmad. Genialt træk. Hun kastede op i sin hånd, udover sig selv og lidt på Ruben, og jeg vigede væk fra hende, selvom vi lige før havde holdt fod (altså fod mod fod). Hun blev ved. Lige indtil vi var nede på båden igen. Stakkels mor. Men både hende og jeg var stadig glade for at have prøvet det. Og aldrig at skulle prøve det igen. Efter den tur, var vi nødt til at slappe lidt af igen, så vi dyppede os i poolen, mor fik noget sukker, og vi slappede af på hotellet. Inden aftensmad spillede vi 31 igen og hyggede os sammen. Nu er det aften, og resten af familien spiller mere endnu, imens jeg skriver og redigerer billeder. I morgen er en afslapningsdag. Det var det vel også meningen, at i dag skulle have været... I stedet gik vi over 10.000 skridt og havde en nærdødsoplevelse! Mor vil i hvert fald ikke gå i morgen (hendes hæl har brug for lidt tid til at blive god igen), men måske går far og jeg lidt. Vi får se, hvad der kommer til at ske. Vi ses i morgen.

SØDE kartofler, gåture og figener

2019-07-01

Hej.
I dag var endnu en afslapningsdag på hotellet. Far og jeg tog med på en "fototur" og vandrede i 50 minutter fra klokken 10 om morgenen. Vi gik lidt op i bjergene og fulgte derefter kysten tilbage til vores hotel. På vejen kom vi forbi flere nudiststrande, hvilket lidt ødelagde de smukke udsigter, men jeg fik taget nogle billeder.

Efter gåturen skiftede vi til badetøj og sluttede os til mor og Ruben, som havde været ved poolen hele formiddagen. Der kom vand aerobics, så det var vi også lidt med til og dansede i vandet til musikken. Det kølede os hurtigt ned, og så havde vi også forbrændt noget energi og var klar til frokost. Jeg har haft nogle dårlige oplevelser med maden (som I har hørt om), men de sidste par dage har de faktisk haft SØDE KARTOFLER. Jeg ved det. Bare at servere dem har givet dem et par bonuspoint i min bog.

Efter frokost holdt vi som sædvanligt siesta, og jeg var virkelig træt. Mor og jeg gik hen til kirken for enden af vejen flere gange for at få besværgelsesenergi. Vi er blevet lidt besat af Harry Potter-spillet. Senere på eftermiddagen fik vi drinks (jeg fik endelig min hindbær daiquiri!) og spillede Meyer. Jeg vandt. Flere gange. De andre kunne ikke lide mig. Så spillede vi 31, hvor Ruben vidst endte med at vinde flest gange, og så lagde mor og jeg nogle 7-kabaler, og en af dem gik faktisk op. Så slappede vi mere af. Gik flere gange hen til kirken. Og så var det tid til aftensmad... Jeg sværger, det eneste, vi laver, er næsten kun at spise... Der var et band, der spillede ulideligt højt musik ved buffeten, så vi satte os udenfor at spise og kunne se ud over vandet og solen, der var på vej ned. Efter aftensmad gik vi en lille tur hen til den nærliggende by Igrane. Det var meget smukt og stille og fredfyldt om aftenen med de vuggende bølger og lette brise. Byen var meget sød med et par restauranter og masser af blomster. Mor og jeg satte os på en bænk og så bare på vandet. På vej hjem stødte vi på et figentræ lige ved hotellet. En figen faldt seriøst ned på min arm, og så måtte jeg bare plukke en. Far løftede mig op, så jeg kunne nå. Jeg har aldrig set et figentræ i virkeligheden før! Figenen var overhovedet ikke moden, men det var stadig en sjov oplevelse. Nu er det tid til at sove igen og tid til en ny dag i morgen. Endnu en stille og rolig dag ved hotellet, selvom vi har nogle ting, vi tænker på at prøve... Vi ses!

Gammelbyen Dubrovnik

2019-06-30

Hej. Dagen startede tidligt i dag - vi blev hentet af en bus klokken 08:40, der skulle køre os hele vejen til Dubrovnik, den mest kendte by i Kroatien (blandt andet for at have været med i Games of Thrones). Vores guide hed Vebrant og fortalte os om Kroatien, imens vi kørte forbi landskabet, hvilket i øvrigt er helt utroligt. De høje bjerge beklædt af tætte buske og dybe dale med frugtplantager og lange floder og etager af spansk-inspirerede huse kunne jeg nemt kigge på i flere timer ad gangen, hvilket jeg jo også fik lov til. Hvis I ikke allerede vidste det, er Kroatiens areal 56.000 kvadratkilometer, og her bor 4,1 millioner mennesker, hvilket betyder, der bor flere i Danmark. Landets smukke, rå natur er opstået, fordi Kroatien ligger tæt på der, hvor den europæiske tektoniske plade møder den afrikanske (hvilket også betyder, at de sommetider har jordskælv på op til niveau 7 på Richterskalaen). Vi kørte forbi den dal, hvor de fleste af Kroatiens frugter vokser. De plukker 80.000 tons mandariner om året der. Der vokser også bl.a. citroner, appelsiner, vindruer, blommer, figener og vandmeloner. For at komme til Dubrovnik skulle vi faktisk et smut forbi Bosnien-Hercegovina. De har et lille stykke land ud til vandet, som deler Kroatien i to. Det er delt sådan, fordi, tilbage da Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Serbien stadig var samlet som en nation, Bosnien Hercegovina ikke var forbundet til vandet, og Kroatien gav dem et stykke af deres land for at glæde dem. Efter krigen tegnede de grænsen det samme sted, som den havde været før. Grænsekontrollen var en joke. Det sagde Vebrant også. De er i gang med at bygge en bro, så de lettere kan komme til Dubrovnik. Bussen kørte bare lige forbi, imens Vebrant nikkede til vagterne, og det var det. Man kunne nemt smule nogen ind. Broen er først færdig til sommeren 2021, og den koster 400 millioner euro at bygge, hvoraf 340 af dem er finansieret af EU's fond. Da vi kom til Dubrovnik, begyndte Vebrant at guide os rundt, men han snakkede... meget. Vi blev enige om, at vi hellere bare selv ville udforske byen end at følge ham og de andre turister, så vi gik på eventyr. Dubrovnik er en meget smuk gammel by med et fort, kirker og andre historiske landmærker. Der var mange smalle gader med hundredvis af trappetrin, hvor der imellem bygningerne hænger tøj til tørre på snore. Det lignede noget, der kunne være med i en Disney-film. Oppe over vores hoveder vrimlede det med små svaler der skrappede løs.

Vi så havnen, hvor der flød mange både rundt, og vandet var helt klart. Man kunne faktisk også bade, men vi havde ikke badetøj på, selvom det ville have været rart, for, nøj... hvor var der varmt. Sådan så vi var tæt på at smelte. Solen brændte bare, og jeg var glad for at have min hat.

Klokken et fandt vi en lille restaurant med noget for os allesammen, og jeg fik spaghetti med soja bolognese, som faktisk smagte virkelig godt. Vi havde bare brug for at sidde ned og spise og drikke noget. Det eneste minus var alle rygerne og deres klamme røg, som man kunne lugte overalt. Imens vi sad og spiste oplevede jeg også noget for første gang: Jeg rørte en due! Eller rettere: En due rørte mig. Jeg sad bare og passede mig selv, og så gik den lige over min fod, så jeg fik et chok.

Efter frokost gik vi op ad en af de smalle gader og nød udsigterne, men så var vores energi opbrugt, og vi havde stadig en time tilbage i byen. Vi besluttede os for at gå ud af den gamle del af Dubrovnik, til der hvor bussen havde sat os af, og fandt et sted at sidde og få noget at drikke.

Jeg fandt en mega smuk hortensia plante, og fordi jeg elsker blomster alt for højt, stoppede jeg selvfølgelig for at tage en masse billeder af den!

Klokken kvart over tre vendte vi næsen hjemad igen, og jeg tror, at vi alle fire sov, i hvert fald noget af vejen. Og jeg savlede lidt på mig selv... ikke at det er specielt interessant... Apropos "interessant", Vebrant snakkede mere om alt fra Bosnien-Hercegovinas korrupte regering til Kroatiens skolesystem og hvornår børn flytter hjemmefra i Europa. Han snakkede meget. Men hjem kom vi. Om aftenen spillede vi Meyer, og jeg fik en jordbær daiquiri. Ja, vi bad om hindbær, men det forstod bartenderen Ivan åbenbart ikke. Den smagte stadig godt. Og nu er jeg træt og klar til at gå i seng og slappe af i morgen. Vi skal bare være på hotellet, men far og jeg har planlagt at gå med på en "fototur", og hvem ved, hvad der ellers kommer til at ske... Vi ses til et nyt eventyr!

Maden er blevet bedre... gradvist

2019-06-29

Hej. I dag var en afslapningsdag for at falde til på hotellet og tænde for vacation mode. Dette er mors og min seng.

Jeg sov fint i den sidste nat og er klar til snart at sove i den igen. Dette er et underligt stykke kunst, der hænger i tilsyneladende alle værelserne.

Jeg havde ikke det store held med at finde mad de første par måltider her på hotellet. Til morgenmad spiste jeg kun frugt og müsli med mandelmælk, fordi der var mælk i alt brødet, mælk i hashbrowns, der er mælk, hvor man bare tænker, hvorfor er der mælk i det her? HVORFOR?! Om formiddagen gik vi til et velkomstmøde og tog et kig på udflugterne og besluttede os for, hvad vi gerne ville. Vi endte med at vælge en heldagstur til den kendte by Dubrovnik, som vi skal på i morgen. Det tog lidt tid, så det var allerede næsten frokost, da vi havde bestemt os og bestilt turen. Til frokost var de veganske valgmuligheder allerede meget bedre, jeg fik både ris, bønner, kartofler, og stegte grøntsager, så jeg følte mig endelig helt mæt for første gang i 24 timer. Jeg var begejstret nok til at tage et billede af min mad.

Bagefter holdt vi siesta. (Jeg ved det, vi havde nærmest ikke lavet noget, og så lavede vi mere... ikke noget.) Far, mor og jeg er begyndt at spille det nye Pokémon Go - med Harry Potter-Universet i stedet for. Det hedder Harry Potter: Wizards Unite. Det går kort sagt ud på, at man er en troldkvinde (eller mand), der skal redde magiverdenen fra at blive afsløret.
Man kan finde spor og andre ting ved at gå rundt i den virkelige verden, så vi gik en kort tur (lige-ned-ad-vejen-kort) hen til en kirke for at få noget "besværgelsesenergi". Vi er håbløse, dovne og afhængige af vores mobiler, tilsyneladende. Bare rolig, jeg tog også nogle billeder. Både et af vores hotel, en flot palme, flotte mor og udsigten til den lille by Igrane, som vi bor lige ved siden af.

Men efter vores siesta klædte vi om og tog en dukkert i havet. Som sagt: Det er SKIDE koldt. Far tog sit nye GoPro-kamera med og filmede os svømme med fiskene, og jeg fik lov til at prøve det. Selvom det var koldt, var det alligevel dejligt forfriskende. Fiskene er søde at se på, selvom jeg stadig har en frygt for at falde omkuld lige ned i et af de søpindsvin.

Efter at have været ved havet svømmede vi også lidt i hotellets pool og nød solen. Det er rart at være på et hotel uden børn, for der er næsten ingen i poolen.
Ruben og jeg er til gengæld nok de yngste beboere på hele hotellet, og jeg blev mistænkt for at være gået forkert igen ved morgenmaden. Om aftenen satte vi os udenfor og fik nogle drinks. Jeg har kun drikket vand indtil nu, men jeg vil gerne prøve en alkoholfri daquiri i morgen, måske med hindbærsmag (!). Vi så solnedgangen, som var så smuk og oplyste himlen i de flotteste røde/orange/gule nuancer.

Det var alt for i dag, en rimelig kedelig dag, egentlig, men det var dejligt afslappende, og nu skal vi jo en masse i morgen, som jeg glæder mig til at fortælle jer om. Vi ses!

Pastelfarvede huse, bacon i kartoflerne og min mening om Oscar-film

2019-06-28

Hej, allesammen. Det er tid til endnu et eventyr.
Denne gang er destinationen Adriatic Beach, Kroatien. Et sted, jeg aldrig ville have tænkt over at tage til før, men er det ikke det, man siger? "Når en dør lukkes, åbnes en anden"? Ligemeget hvad håber jeg, at I er klar til at følge os de næste 7 dage! Vores fly skulle lette klokken 10, så vi stod tidligt op for at køre til lufthavnen. Men imens vi var der, var flyselskabet ikke. Da vi endelig havde checket ind (altså fundet en maskine, som virkede), stod feltet, hvor der ellers skulle stå nummeret for skranken til baggage-drop for JetLine flyet til Split, tomt. Vi vidste ikke, hvor vi skulle gå hen. Og sådan endte vi med at spilde det meste af vores tid i Terminal 2. Til sidst fik vi afleveret vores baggage, men til den tid havde vi kun en halv time, før flyet lettede, så vi købte hurtigt morgenmad og skyndte os hen til vores gate, og vi var allesammen meget stressede. Til gengæld gik lettede og landede flyet til tiden, og vi styrtede ikke ned, så det får JetLine da point for. Der er virkelig varmt i Split, men det er ikke helt ulideligt. Jeg kan meget bedre lide husene end i Danmark. De er allesammen lavet af sten, har fine små balkoner, og er malet i hvid og bløde pastelfarver, både orange/gul, grøn, blå, lilla og lyserød. Vi blev kørt til vores hotel i en bus, hvor vi kunne betragte landskabet.
Der er en meget lang bjergkæde, og så er der spor af skovbrande--knastørre grå træer hist og her, i nogle områder rigtigt mange. Det første, de spurgte os om, da vi kom til hotellet, var, om vi var gået forkert.
Fordi det er et hotel for 16-årige og op, og det lignede jeg åbenbart ikke... men vi fik da lov til at komme ind. Vi har to forskellige værelser, og jeg bor sammen med mor. Det er pænt og moderne, og vi har en balkon med udsigt ud til havet, som er den flotteste blå farve. Lige da vi kom, var alle restauranterne lukkede, så vi kunne ikke rigtig få noget frokost. Vi måtte bare holde os selv hen indtil klokken 19, så vi afprøvede lige det flotte hav. Der er kun stenstrande her, men vandet er fuldstændig klart, og man kan faktisk se mange fiskestimer, der svømmer rundt mellem sine ben. Man skal dog huske sine badesko, hvis man ikke har lyst til at træde på et søpindsvin. Vandet var også helt vildt koldt, men det var dejligt, når man endelig var kommet ned i det. Aftensmaden var lidt skuffende for mig. Der var bacon i både champignonerne og kartoflerne. Jeg mener, helt ærligt?! Vi spurgte efter nogle kartofler uden bacon, og så fik vi ellers næsten en hel spand. Og jeg var bare så sulten på det tidspunkt, at jeg spiste næsten halvdelen med ketchup. Og vandmelon. Masser af vandmelon. Det smager så godt her!
Om aftenen ville mor gerne se A Star Is Born, fordi der var biografaften på hotellet. Hele familien gik med. Men det er en Oscar-nomineret film. Og jeg har bemærket, at de har en tendens til at være en smule... langtrukne. (Et pænere ord for "kedelige"). Jeg kunne ikke koncentrere mig om filmen, fordi jeg var så træt, og mændenes stemmer var så dybe, at jeg kun forstod halvdelen af, hvad de sagde... Så jeg gik tilbage på mors og mit værelse og skriver nu dette. I morgen skal vi bare slappe af og falde til på hotellet. Jeg håber på at tage nogle flere billeder, og så vil jeg begynde at sætte dem ind fra i morgen af. Vi ses!